Skolens elevråd har indflydelse på skoledagen og skolens udvikling. Elevrådet taler elevernes fælles sag, så eleverne får indflydelse.
Sådan gør vi
På Gl. Hasseris Skole har vi både et Juniorråd og et udskolings-elevråd. I juniorrådet sidder elever fra mellemskolen, mens Ungerådet består af elever fra udskolingen. I juniorrådet er hver klasse repræsenteret med to elever. I udskolingselevrådet, udvælges interesserede elever. I skoleåret 20/21 har vi 9 elevrådsrepræsentanter fordelt på de tre årgange i udskolingens elevråd. Formand og næstformand deltager i skolebestyrelsesmøderne, når det giver mening.
I mellemskolen er proceduren således, at eleverne selv melder sig som kandidater og begrunder deres kandidatur for klassen, der så herefter vælger på demokratisk vis.
Vi har brug for stærke elevråd sammensat af engagerede, ambitiøse og positive elever, som vil gå forrest for at få medindflydelse og medbestemmelse i forhold til deres hverdag på skolen. Der skal være prestige i at være med i elevrådene, og derfor vil vi give disse flere udfordringer og områder, som de kan være med til at beslutte og arrangere. Der vil desuden følge økonomi med til deres arbejde. Vi vil sørge for, at de får viden om, hvordan elevråd fungerer, sikre besøg udefra samt skabe mulighed for ekskursioner. Ved at være med i elevrådene, kan eleverne i deres "rygsæk" fylde personlig udvikling, fællesskab med andre, samarbejde på tværs samt indflydelse.